Hør dog min sang, du som i mørket bor, hvor tågen hviler tung på Barovias jord. Der findes lys hinsides bjergets rand, en morgen venter i et friere land.

Tågen vil lette, vinden vil vende, stjernen vil vise dig hjem. Kom med os bort, lad mørket få ende — det er ej forsent, ej forsent endnu.

Husk dog tilbage, da du var ung og fri, før kaldet kom og drog dig herudi. Det barn, den sjæl, som engang var din egen, venter endnu ved kilden, ved den gamle egen.

Tågen vil lette, vinden vil vende, stjernen vil vise dig hjem. Kom med os bort, lad mørket få ende — (kom med os, kom med os) det er ej for sent, ej for sent endnu.

Vi tvinger ej, vi kræver ej — vi beder dig kun se: (vi tvinger ej… vi kræver ej…) at bag de tågesløret tinder gror der sne, og sneen smelter, kilden bruser, dagen kommer frem, og du, min ven, kan følge med og finde dig et hjem.

Så tag min hånd, før tågen lukker til, (tag min hånd… tag min hånd…) før grevens skygge dig for evigt sluger. (tag min hånd…) Når morgenrøden over bjergene står, da er du fri — og verden åben står. (tag min hånd… tag min hånd… tag min hånd…)